Islandsk litteratur er gennemsyret af natur. Spruttende vulkaner, kælvende gletsjere og voldsomme storme er hverdagskost. Forfatteren Ófeigur Sigurdsson har skrevet en eventyrlig roman om en ’ildpræst’ fra 1700-tallet, som boede i en grotte i løbet af en voldsom vinter, og når Sigurdsson tænker på coronakrisen og nutidens kommercielle og overfladiske liv, oplever han, at han bliver ’gammeldags’. Han begynder at tale som den gudfrygtige ildpræst og insisterer på at se coronaen i et moralsk perspektiv.
